Generelle samt en anelse specifikke oplysninger

Ud fra signaturer på dåserne selv kan vi fastslå, at det er et ret lille antal fabrikanter som har domineret indenfor fremstillingen af de danske dåser. De 3 førstnævnte i øvrigt med størst dominans specielt inden 19-start trediverne. Det drejer sig om Celludan, Glud & Marstrand samt Carl Lunds Fabrikker. I samme periode har vi en sjælden gang fundet Albert C.Petersen Kikkurren (Amager), Hagen & Sievertsens Etabl. Odense, Wilh. Løngreens Fabrikker Odense og Alex Wittenborgs Fabrikker også Odense. Et par dåser bærer betegnelsen Dania, hvilket antagelig er Celludans tidligere benævnelse, dog ville det korrekte og fulde navn have været Celoidfabrikken Dania eller for en meget kort periode i 1908, 1909 Skiltefabrikken Dania. I KRAK 1919 nævnes en tilsyneladende ny spiller på banen under navnet Metalvare Fabrikken Dania, Englandsvej 43, så hvem Dania præcis er, hænger som situationen tegner sig for nærværende, en anelse i det uvisse.

J.W. ( eller en gang imellem enkelt V) Reves optræder på en mindre gruppe dåser, bla a serien fra Røde Mølle.

Stille og roligt rykker Odense fabrikkerne tættere og tættere sammen, med undtagelse af Hagen & Sievertsen, og sjovt nok i samme år som Glud & Marstrand endeligt overtager Carl Lund, nemlig i 1932, dannes ud af de øvrige Odensefirmaer,  aktieselskabet Haustrups fabrikker, der også bliver en betragtelig spiller, hvad dåsefremstilling angår.
En slørende faktor i forhold til hvem som er den egentlige fabrikant, kan grossist firmaerne, fra tid til anden være. Et eksempel er Bang & Tegner,  der ofte optræder på eksempelvis de små salveæsker fra de forskellige apoteker udover det ganske land. Dette firma fik igen dåserne fremstillet hos bla a Hagen & Sievertsen, som ikke optræder på dåserne. Altså et drilskt forhold som skal afsløres af tilfældige dybere kilder som sejler ens vej forbi. Et lignende forhold er antagelig gældende for firmaet Andersen & Muus, der næsten uomtvistelig sikkert aldrig selv har optrådt i rollen som blikvare fabrikant.

Panelet håber henad vejen, helst indenfor overskuelig fremtid,  at få defineret og kronologiseret så mange blikvarefabrikant signaturer, at et egentlig dateringsværktøj ser dagens lys. Imidlertid findes flere problemer af benspændsagtig karaktèr som skal løses for at opgaven kan komme ordentligt fra kaj. Et logistisk problem er det forhold at en hulens masse dåser skal kunne ligge uforstyrret i et lokale imedens sammenligningerne står på. Et andet mindre problem er at visse dåser sendes på markedet igennem en længere periode, og altså derved er mindre egnede til at tidspræcisere bestemte signaturer, end de deciderede lejlighedsdåser, som heldigvis også i betragteligt antal er for hånden.

(fortsættelse følger)

De prisbetingende faktorer

Det er ikke tanken her at fremkomme med konkrete priseksempler på hvad ældre dåser koster. En analyse af hvilke faktorer som er prisbetingende og med hvor høje “stemmer”  disse forskellige elementer hver især influerer på prisdannelsen, er mere præcist udtrykt det ærinde vi ønsker at udfylde for nærværende.
I en vis forstand kan prisen på en dåse koges ned til det gammelkendte udtryk: udbud og efterspørgsel !
Vi vil imidlertid forsøge at grave lidt dybere, få lidt flere nuancer frem og også søge at afveje de prisdannende komponenter vi finder, i forhold til hinanden.

Sjældenhed ?

I mange andre sammenhænge betyder et objects sjældenhed en betragtelig del for prisen. Hvad dåser angår spiller det naturligvis også en rolle, men har langtfra betydning som eksempelvis indenfor samleriet af frimærker eller mønter. Hvad skyldes nu det ? Det forhold at dåser så langtfra er kortlagt som tilfældet er, mener jeg er væsentligt, og samtidigt at så relativt få er decideret samlere, og altså får tilkæmpet sig en slags overblik og derefter vèd hvad det er de jagter. Den viden vil de som situationen pt er, kun have kunnet erhvervet sig ved kik hos, og samtaler med ligesindede.

Et godt eksempel er Solo-kaffedåsen fra Slagelse Kafferisteri. Før vi iblandt samlergruppen ( som vel tæller et halvt hundrede kaffedåse interesserede ) havde fået klarlagt eksistensen af Solo-varianten, altså at ikke alle, som vi hidtil havde troet, var “Superfin”, kunne ingen ligesom håbe på at finde den. Nu hvor vi kender til den, og samtidig blandt samlere på landsplan, kun har kendskab til eksistensen af 5 eksemplarer, og den situation  at måske 20 – 30 samlere fra lidt til rigtig gerne så den stå hjemme hos dem hver især i samlingen, vil antagelig kunne bevirke at Solo på et tidspunkt vil blive handlet til betragteligt mere end den almindelige med påskriften superfin.

Vi konstaterer altså, at for at sjældenhed skal kunne spille en væsentlig rolle, skal dels et vis antal mennesker kende til objectet, og dels have det på ønskelisten. Sålænge dåser som situationen er, er relativt ubeskrevne, vil vi skulle lede efter de prisbetingende faktorer andetsteds. Hvad sjældenhed angår spiller det kun en stærkt begrænset rolle for nærværende, altså bortset fra indenfor ganske få emner fra den temmelig store dåseverden. Hvad er det da som, når vi lige ser bort fra kaffedåseemnet og et par andre i øvrigt, bevirker at mennesker er villige til henholdsvis at betale en høj, en middel eller blot en lav pris for en dåse.

Dekorativ værdi

Vi må kikke nogle andre muligheder efter i sømmene. Et af disse kunne være den dekorative værdi. Altså bliver dåsen bredt opfattet som skøn og dekorativ ? Og her tror jeg, som situationen er netop nu, vi har fat i en meget væsentlig prisdannende komponent. En dåse med bred appèl kombineret med god brugbar størrelse samt endnu en prisaccelererende faktor: det tidstypiske, vil formodentlig i mange sammenhænge blive opfattet som værdifuld. Begrebet spektakulær må sikkert også gerne rumstere en anelse i værktøjskassen, ved forståelsen af hvad  folk opfatter som dekorativt.

Det tidstypiske

Den dekorative værdi, en god anvendelig størrelse ( et godt format ) samt det tidstypiske er nok , viser erfaringen, de pt væsentligste faktorer til at priser lander hvor de gør. Ved det tidstypiske forstås genkendelige kvaliteter fra den tidsperiode dåsen virkelig er fra. Hellere typisk dame eller person fra 1912 afbildet på dåse fra 1912 end Christian den fjerde eller andet som blot bringer forvirring i det samlede udtryk.

Design

Det mange mennesker opfatter som bevirkende høj dekorativ værdi, hænger ofte sammen med godt lithografisk billeddesign. At en dygtig design kunstner har været indover og sørget for at dåsens udtryk som helhed har bevæget sig fra hæderligt håndværk, som sagtens kan være allright og tidstypisk, men altså uden dette ekstra, særlige,  mod noget sublimt.

Decideret samleri vil som førnævnt under “sjældenhed”, kunne bøje denne formel, men som det bredt foregår ude omkring på markeder, i butikker ja sågar på auktioner, er det kombinationen af disse 3 faktorer der pt spiller væsentligst ind for det prisdannende. Og så havde vi nær glemt en væsentlig faktor yderligere.

Standen

Hvor velbevaret dåsen er, hvor heldigt er den sluppet forbi tidens tand ? Selvom igen ved sammenligning med samler objecterne frimærker og mønter en ikke nær så hysterisk focus på sammenhæng imellem pris og stand gør sig gældende indenfor dåsernes verden, kan eksempelvis større beskadigelser bevirke at en ellers, udfra tidligere nævnte parametre top ting, nærmest bliver værdiløs. Omvendt vil usædvanlig velbevarethed næsten altid bevirke mulighed for merpris.

Tror vi fik berørt de væsentligste prisbetingende faktorer her, endskønt der nok kunne have været kogt yderligere detaljer til overfladen. Dem må vi kikke på ved anden lejlighed. En lettere uregerlig faktor af den slags som vi måske vil kikke på senere kunne være popularitets faktoren.
Et par sætninger har faktisk allerede set dagens lys i denne forbindelse, gå direkte til her

Fra det hverdagsagtige mod det sublime

Da jeg i et øjebliks overmod følte jeg kunne gå på vandet, og for snart ret lang tid siden stillede migselv den opgave at ville præcisere de faktorer som bevirker forskellen på det hverdagsagtige og det sublime – naturligvis hvad dåsedesign angår! – bevægede denne disposition mig snart ud i, hvad man med et muntert udtryk kunne betegne som “faktuelt kviksand”.
Da min dåseven fra Bornholm Ebbe Birch bedyrede at den artikel glædede han sig  specielt til at læse, indfandt præstationsangsten sig ikke længe efter. Det skal samtidig nævnes, at imedens jeg stadig red på førnævnte overmods bølge, var det lykkedes mig at forfatte 5 – 6 tætskrevne A4 sider, på hvilke jeg efterfølgende kunne konstatere at jeg alene snakkede udenom emnet!
I en periode undskyldte jeg overfor migselv, altså når jeg ikke kom videre med artiklen, på følgende måde: du har ganske enkelt ikke den uddannelse som havde kunnet forsyne dig med det sprog, som igen ville gøre dig i stand til at formulere disse forskelle. Dèr fik den så lov til at bo indtil i dag, hvor jeg ( stadig lidt overmodig? ) syntes det var tid til lidt status.

Status august 2016
Visse facts kunne med rimelighed skubbes ind i nærværende diskussions focus.
Mennesker modner når interessen for et emne opretholdes i en, antagelig temmelig individuel, periode! Sagt lidt anderledes kan erfaringsmæssigt bedyres at emner ikke så sjældent så at sige “lukker sig op” når man fordyber sig i dem. Noget man ikke så i starten toner mere og mere frem i takt med fordybelsen i emnet.
Herved bliver det bla a klart at spillereglerne er ganske variable, og at det generelle af samme grund bliver nærmest ikke eksisterende. Postulatet at det sublime da kan registreres/opleves af alle holder ikke, tit kræves arbejde for at åbne op for forståelsen, ja for at selve oplevelsen af det sublime overhovedet kan komme i stand!
Hertil krydres situationen med den individuelle smag iøvrigt, der jo ikke nødvendigvis så let ej heller smides over bord.
Summarisk kunne man nok med rimelighed konkludere at der kan registreres et vist smagsmæssigt samfald for forskellige personer, som igennem en længerevarende periode, intensivt har beskæftiget sig med et emne af grafisk billedmæssig karaktèr. Endda løsrevet en smule fra den intimt personlige smag, processen kunne antagelig kort sagt benævnes: stigende kvalitetsfølsomhed.
Når nogen så, i kraft af uddannelsesmæssig baggrund, antagelig er i stand til at sætte ord på objecternes kvaliteter, eller mangel på samme, må man altså gøre gældende at ikke alle nødvendigvis er enige. Og her tænkes ikke på beskrivelsen af objecterne, men på effekten hos mennesker.